Kære Fransiska:

Det har været meget svært for mig at skrive denne e-mail/ brev til dig, fordi jeg så at sige skal gøre op med et helt liv.

Jeg er en ældre mand på 64 år, som lever sammen med en anden mand, som er 3 år yngre end jeg selv. Nu har vi efterhånden levet sammen i det samme hus i 31 år. Dette har betydet, at vi igennem årene har afstemt os fuldstændigt efter hinanden. Vi har hver vores huslige sysler, som vi tager os af.

Min bofælle Samuel har nogle svage og stærke sider ligesom mig selv og alle andre mennesker, og disse sider ved hinanden er vi helt bevidste om.

På de områder hvor jeg er svag, supplerer Samuel mig op, og på de områder hvor han er svag, supplerer jeg ham op. På denne måde bliver vi et helt menneske sammen, som udgør et harmonisk hele.

Af samme årsag føler jeg mig derfor også kun som et ”halvt” menneske, når jeg ikke er sammen med ham, og det er netop her mit problem ligger. Jeg kan ikke mere være sammen med Samuel på den måde, som han ønsker det på nogle givne tidspunkter.

Før i tiden var det naturligt og rigtigt for os begge, at vi sov i den samme seng om natten og på denne måde var tæt på hinanden, men i dag har vi hvert sit soveværelse.

I denne anledning har det været svært for mig at overbevise Samuel om, at jeg stadig holder af ham, og min undskyldning for at vi skal sove hver for sig har indtil videre været, at jeg ikke kan falde i søvn, fordi han snorker, hvilket ikke er i overensstemmelse med sandheden.

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet undgå at dyrke sex med ham mindst en gang om ugen. Det har været en fast tradition igennem mange år, at vi skulle tilbringe en romantisk aften sammen om fredagen som et forspil til senere at dyrke sex sammen.

Her har det været Samuels opgave at tilberede maden af den enkle årsag, at han er den bedste til det.

Min opgave har været at sørge for romantikken ved at dække et indbydende bord med mere. Her har det desværre været sådan, at jeg i forbindelse med dette arrangement har måttet drikke mere end et glas vin for at komme i stemning. Samtidig har jeg måttet indtage en Viagra pille uden Samuels vidende, lige før vi skulle i seng for at kunne leve op til Samuels seksuelle forventninger.

De kunstige ”hjælpemidler” har betydet, at jeg indtil videre har kunnet indfri Samuels forventninger, men Samuel kan godt mærke, at jeg ikke er den samme som før, og der er noget, der går mig på og forsøger også på sin egen kærlige måde at få mig til at fortælle, hvad det er, som går mig på.

Men hvordan skal jeg forklare ham, at jeg ikke tåler, at han rent kropsligt kommer for tæt på mig og da slet ikke om natten, hvor den sure lugt af sved og dermed også af mand trænger igennem og gør det uudholdelig for mig at være tæt på ham.

Dette er noget problem om dagen, fordi han her bruger deodorant, men om natten vil svedlugten trænge igennem på et eller andet tidspunkt.

At jeg har fået det sådan med tiden, skal ses i lyset af, at min farbror døde for cirka 5 år siden.

I forbindelse med at min aldrende far skulle rydde op i hans dødsbo, fandt han et lukket brev, som var adresseret til mig, og han troede fejlagtigt, at det var et brev, som var tiltænkt mig i forbindelse med hans brors død.

Min far viderebragte derfor også brevet til mig uden at åbne det. Ved åbningen af brevet kunne jeg via datoen konstatere, at det egentlig havde været hensigten, at jeg skulle have haft brevet, efter at jeg vat fyldt 18 år.

At brevet ikke var blevet sendt af sted på det givne tidspunkt, forstod jeg til fulde, da jeg fik læst brevet.

For at du som menneske, Fransiska kan forstå, hvorfor brevet på enhver måde betød, at jeg måtte tage hele mit liv op til revision, er det nødvendigt at fortælle lidt om min baggrund.

Mit liv begyndte så fint. Som enebarn var der ikke det, som mine forældre ikke ville gøre for mig. I det hele taget betød familielivet mere for mine forældre end selve karrieren, og det var derfor også et stort chok for min far, da min mor sov ind efter kort tids sygdom.

På dette tidspunkt var jeg kun 3 år, og min far kunne på ingen måde overskue at skulle tage sig af mig lige efter dødsfaldet.

Man kan derfor også sige, at det i situationen var oplagt, at jeg flyttede hen til min onkel, som kun boede et par kilometer derfra. Min onkel havde selv mistet sin kone for halvandet år siden, og havde tilsyneladende vænnet sig til at bo alene, for børn var det aldrig blevet til.

Min onkel var glad for at få lidt selskab og havde samtidig forståelse for min situation. Han forstod til fulde, hvor svært det er for en lille dreng at skulle miste sin mor og samtidig ikke kan få trøst og forståelse fra sin far, når man virkelighed har behov for det.

Det endte derfor også med, at jeg kom til at ligge ved min onkel i hans seng om natten. Det var jeg jo vant til derhjemmefra, når jeg havde behov for trøst.

Jeg vænnede mig hurtigt til at putte mig ved min onkel, selv om hans kropslugt var helt anderledes end min mors, og da min onkel lagde op til, at vi skulle endnu tættere på hinanden rent kropsligt, var jeg ikke den, der sagde fra.

Hvad jeg forsøger at sige er, at mit forhold til min onkel efterhånden udviklede sig til noget seksuelt. Det var et forhold, der forandrede sig gradvist, og som jeg ikke forbandt med noget ubehageligt, snarere tværtimod. Jeg har aldrig følt mig så tæt knyttet til et andet menneske siden.

Da min far blev i stand til at tage sig af mig igen, glemte jeg efterhånden det specielle forhold, som jeg havde haft til min onkel, men i dag kan jeg selvfølgelig godt se, at det er dette tætte forhold til min onkel, som jeg efterfølgende i mit liv har forsøgt at få tilbage. Min onkel var der ganske enkelt for mig, da mit liv var sværest.

Dette forstod jeg til fulde, da jeg fik læst min onkels brev. Min onkel havde igennem årene, der var gået til, at jeg var atten år gammel, indset, at det var hans fortjeneste, at jeg havde udviklet mig til at blive homoseksuel og ville gerne undskylde.

Men som allerede beskrevet fik han aldrig sendt brevet af sted af årsager, som man kun kan gisne om.

I dag kan jeg godt se, at mit liv ville have udviklet sig helt anderledes uden mine oplevelser med min onkel, men hvordan skal jeg forklare det til Samuel.

Jeg vil for ingen pris undvære Samuel og det tætte forhold til ham, som jeg har til ham, men omvendt vil det heller aldrig blive en naturlig ting for mig at skulle gå i seng med ham igen.

Med venlig hilsen

Anton

Kære ”Anton”:

Af hensyn til læserne vil jeg indledningsvis sige, at jeg efter aftale med dig har valgt at bringe en forkortet udgave af din e-mail/brev, således det det fremstår mere klart, hvad det egentlige problem er.

Når dette er sagt, så mener jeg rent faktisk ikke, at problemet er så stort, som du vil gøre det til.

Det er sjældent, at jeg er stødt på et menneske, som rent skriftligt har kunnet udtrykke sig så fint og samtidig værdigt om et så følsomt emne.

Derfor vil mit umiddelbare forslag til dig også være, at du med det samme får lavet en skriftlig udskrift af denne kommunikation.

Hermed vil du have en mulighed for at vise ham den pågældende udskrift, når du føler, at tiden er inde.

Når han læser e-mailen/brevet, er jeg sikker på, at han vil forstå af den enkle årsag, at dit hjerte ligger i brevet.

Jeg er også sikker på, at den kærlighed og omsorg I føler for hinanden, vil have en større betydning for ham end at skulle dyrke sex med dig. Dette behov vil han jo kunne få dækket på så mange andre måder, hvorimod den kærlighed og omsorg I nærer for hinanden vil blive sværere at erstatte.

Selv om mit svar til dig er lidt kort, så håber jeg, at du alligevel kan bruge det. Mange gange er det enkeltheden og hjertet, der skal til, for at man kan komme videre med livet med håbet i behold.

Med venlig hilsen

Fransiska

Kære Fransiska:

Set i lyset af det som du har skrevet om de homoseksuelle/lesbiske, så er det vel oplagt at spørge, om du mener, at man kan give de homoseksuelle/lesbiske et lykkeligere liv ved at legalisere deres seksualitet, bl.a. ved at give dem lov til at blive kirkeligt viet?

Med venlig hilsen

”Hortensia”

Kære ”Hortensia”:

Selv om man er homoseksuel, så ved man jo godt i sit hjerte, at afføringskanalen kun tjener et givet formål, nemlig at skille sig af med de faste affaldsstoffet, som har hobet sig op i kroppen. Eller sagt på en anden måde så er afføringskanalen ikke en kærlighedskanal.

I nutidens Danmark anno 2013, hvor mange moralske/etiske værdier har et flygtigt skær, er det let at abstrahere fra denne kendsgerning.

Dette gælder specielt, når man er ung. Her har man som udgangspunkt kræfterne og energierne i sig og tænker ikke så dybt over tilværelsen, og det vil derfor føles helt naturligt at finde sammen med nogen, som ligner én selv, det vil sige andre homoseksuelle/lesbiske. På denne måde får man en vennekreds, som man kan spejle sig i og belejligt blive bekræftet i, at man lever et normalt og dermed acceptabelt liv.

Hvis man som ung samtidig får sig et arbejde/uddannelse, som kan bekræfte én i den identitet, som man har valgt, så har man enhver mulighed for at leve under sin egen glasklokke en stor del af sit liv.

Men glasklokken vil briste på et eller andet tidspunkt. Det kan ske, før man forventer det. Man kan blive syg. Man kan miste sit arbejde. Man kan miste sin bofælle. Omstædigheder som gør, at man kan blive helt eller delvist isoleret i forhold til det homoseksuelle miljø i en periode eller for resten af sit liv, og som gør, at man også bliver opmærksom/bevidst om andre måder at leve på.

Man vil blive mere opmærksom på sin ”feminine” adfærd, udseende og påklædning, som gør sig gældende for mange homoseksuelle, og man vil i højere grad blive opmærksom på omgivelsernes reaktion på ens seksualitet. Eller sagt på en anden måde så vil man blive mere opmærksom på, at man er anderledes end de heteroseksuelle.

Og hermed er jeg nået frem til at kunne besvare dit spørgsmål.

Selv om regeringsmagten har givet de homoseksuelle/lesbiske ret til at blive kirkeligt viet, så vil disse grupper måske nok stille sig tilfreds med denne ”indrømmelse” i en given periode, fordi indrømmelsen giver nogle nye muligheder.

Når disse muligheder imidlertid bliver til hverdag, så vil utilfredsheden igen melde sig hos disse seksuelle minoritetsgrupper, fordi de ikke føler sig accepteret af ”samfundet”, og de derfor vil stille nye krav til regeringsmagten for at få en følelse af accept fra omgivelserne, og sådan vil det blive ved i det uendelige.

Dette skyldes den enkle årsag, at den manglende accept af ens seksualitet først og fremmest ligger i én selv som menneske og ikke hos samfundet, netop fordi man godt ved i sit hjerte, hvad det biologiske/naturlige formål er med afføringskanalen, og man vil derfor aldrig kunne stilles tilfreds, uanset hvilke lovændringer, som regeringsmagten vil kunne tilbyde til fordel for de homoseksuelle/lesbiske.

Med venlig hilsen

Fransiska

Kære Fransiska:

Jeg har tit tænkt over, hvorfor det først og fremmest er de homoseksuelle, som man omtaler, når man fokuserer på mennesker, som føler sig tiltrukket af mennesker med det samme køn som dem selv.

Med venlig hilsen

”Joy”

Kære ”Joy”:

Jeg mener faktisk, at svaret er meget enkelt. De homoseksuelle er forsynet med et ydre kønsorgan, som kan føres ind i de åbninger, som er anden mand er forsynet med. Det vil sige afføringskanalen og munden.

Denne mulighed har de lesbiske ikke, og derfor vil deres berøringer ved hinanden ikke opfattes så vidtgående, som når man taler om homoseksuelle.

Dette vil igen betyde, at mange mennesker vil opfatte de lesbiske som veninder, der er meget tæt knyttet sammen.

Med venlig hilsen

Fransiska Oberhausen

Kære Fransiska:

Selv om jeg ikke er specielt bibelkyndig, så mener jeg alligevel at have forstået, at kirkevielser af homoseksuelle/lesbiske ikke er foreneligt med det skrevne ord i bibelen, og af den enkle årsag forstår jeg simpelthen ikke, at præsterne og deres overordnede har kunnet acceptere, at de homoseksuelle/lesbiske har kunnet opnå denne ret.

Med venlig hilsen

”Nancy”

Kære ”Nancy”:

Det er et faktum, at den danske folkekirke er en del af den danske stat og som sådan også er afhængig af den rent økonomisk. I praksis vil dette betyde, at regeringsmagten kan ”motivere” præsterne og deres overordnede mentalt til at acceptere, at der bliver indført en lov, som ikke er foreneligt med det skrevne ord i bibelen, som du udtrykker det.

At regeringsmagten har valgt at tage dette skridt i det aktuelle tilfælde hænger sammen med, at de homoseksuelle/lesbiske har formået at gruppere sig på en sådan måde og i et sådant omfang i tidens løb, at det er svært at komme udenom dem rent politisk.

Samtidig ønsker regeringsmagten ikke at sætte spørgsmålstegn ved, om homoseksualitet kan helbredes eller ej, da dette vil blive for omkostningskrævende som nævnt under temaet: Er homoseksualitet medfødt?

Således er regeringsmagtens opgave først og fremmest at sikre, at samfundsøkonomien hænger sammen, og at en eventuel gæld til udlandet er så lille som muligt, og derfor er det også forståeligt rent fornuftsmæssigt, at den handler, som den gør.

Problemet er bare, at den danske folkekirke og religionen i øvrigt er det sidste bolværk i samfundet, som skal sikre, at det enkelte menneske ikke mister sit moralske kompas, og dette bolværk har ikke slået til i det aktuelle tilfælde.

Dette har betydet, at der er mange danskere, som har meldt sig ud af den danske folkekirke, og der er opstået en samfundsmæssig diskussion, om den danske folkekirke stadig skal være en del af den danske stat.

Med venlig hilsen

Fransiska

Kære Fransiska:

I seksualitetens navn skammer jeg mig over at være dansker i dag.

Nu har de homoseksuelle opnået den juridiske ret til at blive viet i den danske kirke.

Hvordan kan samfundet i et sådant omfang medvirke til at normalisere disse liderlighedens svøber, som uden blusel fører deres svulstige lem ind i udvalgte afføringskanaler og pumper løs som sindssyge galninger, indtil de får udløsning for deres dyriske tilbøjeligheder og kan slutte ritualet af med primale skrig, som gennembryder nattens stilhed og harmoni?

Jeg forstår det simpelthen bare ikke. Det burde vel være temmelig indlysende for de fleste, at afføringskanalen kun har et eneste formål, nemlig at skille sig af med de faste affaldsstoffer, som har hobet sig op i kroppen.

Vælger det homoseksuelle menneske konsekvent at se bort fra denne naturregel, så overskrider det pågældende menneske jo også grænsen mellem at være menneske og dyr.

Med venlig hilsen

”Safir”

Kære ”Safir”:

Man må sandelig sige, at du har din helt egen måde at udtrykke dig på.

Jeg går ud fra, at du med samfundet mener samfundet repræsenteret ved det politiske system (regeringsmagten) og medierne.

Som udgangspunkt er det vigtigt at forstå, at det homoseksuelle menneske opfatter afføringskanalen som en kærlighedskanal i det øjeblik, at det seksuelle behov opstår. Det er det homoseksuelle menneske ganske enkelt blevet ”programmeret” til i sin tidlige barndom som beskrevet i forordet.

At regeringsmagten og medierne i højere grad end tidligere accepterer de homoseksuelle, skal netop ses i sammenhæng med, at videnskaben påberåber sig, at homoseksualiteten er medfødt, og det derfor ikke er de homoseksuelles skyld, at de er, som de er og derfor heller ikke kan stilles til ansvar for deres seksuelle handlinger.

Samtidig har mange homoseksuelle en evne til at behage deres medmennesker. Faktisk kan man på mange måder sammenligne en del af de homoseksuelle med de hofnarrer, som før i tiden var tilknyttet fyrstehoffer med det formål at underholde herskaberne og derfor også var meget populære.

I dag er det dog medierne og mennesker som har en højere status og indtjening end gennemsnittet af befolkningen, som mange homoseksuelle formår at indynde sig hos.

De beskrevne omstændigheder betyder ydermere, at mange homoseksuelle kan få et arbejde, som betyder, at de rent juridisk og religionsmæssigt får indflydelse på den status, som de gerne vil have i samfundet. Eksempelvis er en del præster erklærede homoseksuelle, og denne kendsgerning har selvfølgelig også haft indflydelse på det faktum, at de homoseksuelle kan blive viet i kirken i dag, og afføringskanalen dermed også officielt har fået religiøs status som kærlighedskanal.

Med venlig hilsen

Fransiska