Om blogmaster Fransiska Oberhausen:

Jeg er et ganske almindeligt menneske, som på trods af have gennemgået flere uddannelser ikke har gjort mig gældende i forhold til samfundet med hensyn til indtjening, karriere ellerved at have været i offentlighedens søgelys på noget tidspunkt.

Hele min barndom har været præget af, at jeg har følt, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min eksistensberettigelse. Denne følelse nåede sit højdepunkt ved en given hændelse, hvor min sidste livline blev taget fra mig.

Hændelsen fandt sted, da jeg var mellem 12 og 15 år. Den præcise alder husker jeg ikke på grund af det indtryk, som hændelsen gjorde på mig.

Det står klart for mig, at jeg lige havde fået mit eget værelse, og jeg befandt mig alene i dette værelse, som stadig var lyst op af solen.

Af årsager, som jeg ikke kan erindre, havde jeg det meget dårligt med mig selv psykisk. Jeg vidste med sikkerhed helt ind i mit hjerte, at jeg ikke kunne hente hjælp hverken hos mine forældre eller ved mine omgivelser.

Indtil dette tidspunkt havde det været en selvfølge for mig at folde mine hænder og bede mit fadervor, lige før jeg lagde mig til at sove om aftenen. Jeg havde aldrig før bedt Vorherre om hjælp, fordi jeg havde en eller anden ide om, at det gjorde man kun, hvis man virkelig havde behov for hjælp, og det følte jeg nu.

Det forekom mig naturligt at tage tøjet af. På denne måde kunne jeg vise Vorherre, at jeg ikke havde noget at skjule. Underbenklæderne beholdt jeg dog på for ikke at virke provokerende.

Jeg foldede mine hænder og rakte dem op mod værelsets loft, og jeg bad, og jeg bad igen og igen. Det blev til mange bønner, men så skete det. Lige med ét kunne jeg mærke tomheden og stilheden komme imod mig fra alle sider for til sidst at omgive mig helt, og jeg vidste, at jeg var fuldstændig alene, og der ikke var nogen hjælp at hente.

Det virkede helt uforståeligt for mig, fordi jeg mente at have gjort alt det, som der skulle til, for at jeg kunne nå frem til Vorherre. Men så faldt det mig lige pludselig ind, at jeg havde strakt mine foldede hænder op imod værelsets loft, og bønnerne derfor ikke var nået ud af rummet og frem til Vorherre.

Af samme årsag gik jeg hen til det eneste vindue i værelset, foldede mine hænder og strakte dem op imod himlen. Jeg sørgede for, at træerne udenfor vinduet ikke skyggede for mine foldede hænder, og så bad jeg igen.

Havde følelsen af at være blevet afvist været overvældende før, så var følelsen om muligt endnu mere overvældende nu. Følelsen kom ikke bare bølgende fra alle siderne i værelset, men fra hele det omkringliggende univers.

I dag kan jeg ikke huske, hvordan jeg kom videre med min tilværelse. Tanken om selvmord strejfede mig ikke. Vorherre havde jo ladet mig forstå, at han ikke ville vide af mig, og af samme årsag holdt jeg op med at bede mit daglige fadervor.

Jeg går ud fra, at jeg bare har gemt mine følelser væk og har taget mit tøj på igen. At jeg bare har gjort det efterfølgende, som blev forventet af mig og ikke andet.

Som årene gik, og jeg skulle tage mig af mig selv, fandt jeg ud af, at skulle jeg kunne holde ud og leve livet igennem, måtte jeg finde frem til et andet livsgrundlag end det, som jeg var født op med.

Det har været vigtigt for mig at finde frem til et livsgrundlag, som var baseret på ærlighed over for mig selv og mine omgivelser. At finde frem til nogle almengyldige sandheder, som kunne bære mig igennem livet på en værdig måde. Disse omstændigheder har udgjort grundlaget for dannelsen af dette forum.

I dag forsøger jeg at leve et meget enkelt liv, hvor jeg prøver at være loyal over for nogle sandheder, som jeg opfatter som grundlæggende, fordi de omfatter os alle og dermed også mig selv.

Ethvert menneske inklusive mig selv bygger også sit liv op på nogle sandheder, som udelukkende har til formål at beskytte én selv og sine nærmeste omgivelser. Dette er noget, som vi alle gør for at overleve som mennesker i nutiden og i fremtiden fremadrettet for at bevare håbet om, at lykkelige stunder stadig venter forude.

Problemet med disse ”selvcentrerede” sandheder er, at de i et vist omfang bliver båret oppe af løgne, selvbedrag og fortielser, og hvis man ikke er bevidst om dette, kan man meget nemt miste sig selv som menneske og dermed også sit moralske kompas. Dette kan meget nemt resultere i, at man en dag ”vågner op” og opdager at man lige præcis er blevet til det menneske, som man i sin ungdom ikke ønskede at udvikle sig til.

Det er mit stille håb, at jeg med denne blog kan medvirke til styrkelsen af den ydmyge holdning, som der skal til, for at man kan forblive loyal over for de grundlæggende sandheder.

Alle henvendelser til min e-mail adresse, som jeg forholder mig til på selve bloggen, vil få tildelt et kodenavn med mindre, der bliver givet udtryk for andet i henvendelsen.